Challenger-indexChallenger-Ulykken

 

Indledning
Mennesket har altid haft to store drømme: At kunne flyve og at komme til Månen. Den første drøm blev opfyldt ved flyvemaskinens opfindelse i begyndelsen af dette århundrede, men først i 1969 blev den anden drøm opfyldt, da Neil A. Armstrong satte sin fod på Månen med den sætning, der nok genkendes af de fleste.

I årene før dette skete var der en hektisk kamp mellem USA og Sovjetunionen for at komme først, både med de indledende forberedelser, men også for at komme først til selve Månen. Hvordan har dette rumkapløb forløbet og hvilken betydning fik det for USA at Challenger den 28. januar 1986 eksploderede?

Det er i skrivende stund 8 år siden Challenger eksploderede, og i år er det 25 år siden Neil A. Armstrong første gang var på Månen. Desuden har jeg generelt interesse for astronomi og rumfart, især rumfærger og Challengers endeligt, og har med disse tre begrundelser valgt dette emne.

Begyndelsen til det hele
Næsten alle ved, at det var kineserne, der opfandt krudt og fyrværkeri , og disse to ting var og er en væsentlig del af de raketter vi skyder op til nytår. Når man ser sådan på det, kan man godt sige, at kineserne var det folk, der var skyld i, at mennesket næsten tusind år senere kunne sætte sine fødder på Månen, men alligevel ikke helt.

Der kom først rigtig gang i forsøg med raketter i starten af dette århundrede. En russisk forsker ved navn Goddard, lavede en del forsøg med raketter, med fredelige formål for øje, og fandt på den måde ud af hvor og hvordan en raket skal stabiliseres for at den ikke flyver sine egne veje. Fra Goddards tid brugte man heller ikke mere krudt til raketter, men i stedet flydende brændstof som brint, ilt og alkohol. Goddard var også den mand, der første gang fik en raket op i en hastighed tæt på lydens .

På samme tid som Goddard havde sine forsøg, lavede en gruppe tyskere også forsøg med raketter, også med fredelige hensigter, men den tyske hær overtog i 1933 gruppens forsøg og resultater og så var hensigterne ikke så fredelige mere. Den tyske hær udviklede det såkaldte V-2 missil. Det var en meget stor raket på 14 tons, og blev brugt som våben mod Tysklands fjender under 2. Verdenskrig. Udviklingen af V-2 missilet lærte de tyske forskere meget og de blev dermed guld værd for De Allierede efter krigen. Efter 2. Verdenskrig blev tyske forskere, ligesom så meget andet i Tyskland, delt mellem De Allierede og Sovjetunionen. Herefter begyndte både USA og Sovjetunionen at udvikle langtrækkende raketter med atomsprængladninger til militære formål .

Det internationale rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen begyndte efter 2. Verdenskrig samtidig med starten på Den Kolde Krig. Korea-krigens udbrud i starten af 1950erne førte til øget forskning indenfor raketter til militære formål. Der blev dog også plads til forsøg med at få raketter ud i rummet.

USA mod Sovjetunionen
Sovjetunionen var under Den Kolde Krig et lukket land. Derfor havde USA svært ved at følge med i Sovjets handlinger, og mange af dem kom som overraskelser. Alligevel var de to lande ikke så langt fra hinanden i kapløbet om rummet. De første tegn på Sovjetunionens afprøvelser af raketter kom i midten af 1950erne, hvor skibe i Stillehavet blev advaret om, at de sejlede i raketternes nedslagsområde. Den første officielle meddelelse fra Sovjetunionen om deres raketforsøg kom i oktober 1957, da de havde opsendt Sputnik 1. Kun en måned senere opsendte de Sputnik 2, der medbragte hunden Laika. Laika døde efter 10 dage, men Sovjetunionen havde bevist, at levende væsener kan overleve i vægtløs tilstand. Det lykkedes først for USA i starten af 1958 at anbringe et fartøj i rummet. Det var satellitten Explorer 1.

Januar 1959 sendte Sovjetunionen den første af flere sonder mod Månen. Den første, Lunik 1, kom dog lidt ud af kurs og kom i kredsløb om Solen i stedet. Bogen "Rummets Udforskning" af Harald Aaen udtrykker det således: "Det at ramme Månen skulle efter sigende være lige så vanskeligt, som det at ramme en flue i øjet fra en afstand på 10 km." Det lykkedes dog for Sovjetunionen at landsætte Lunik 2 på Månen 8 måneder senere, og senere igen samme år at få de første billeder af Månens bagside, da Lunik 3 gik i kredsløb om Månen.

Sovjetunionen havde man i slutningen af 1950erne store kernevåben, der krævede store raketter, hvorimod USA havde kernevåben, der var mindre og derfor krævede mindre raketter. Dette var nok en af grundende til, at Sovjetunionen kom først med både at sende en hund op i rummet, men også med at sende en mand derud. Dette lykkedes da Juri Gagarin i 1961 i rumskibet Vostok 1 foretog et kredsløb om Jorden, og allerede fire måneder senere fulgte kosmonauten Gherman Titov efter med 17 kredsløb.

USA sprang over forsøgene med at sende dyr ud i rummet, for det havde Sovjetunionen jo allerede gjort, men sommeren 1961 blev astronauterne Allan Shepard og derefter Virgil Grissom sendt op med rumskibet Freedom 7. Begge gange var rumskibet kun lige oppe og snitte rummet, for derefter straks at lande igen. Begge rumskibe var af Mercury typen, der betyder Merkur . Disse rumskibe kunne kun transportere en person ad gangen.

USA og Sovjetunionens bestræbelser på at komme først var i begyndelsen ikke en kamp om status, men snarere end kamp for, militært, at være længere fremme end fjenden. Mange af de forsøg de to lande lavede, blev brugt med et militært formål for øje. Kampen om status startede først for alvor, da præsident John F. Kennedy i 1961 udtalte, at USA inden udgangen af 1960erne havde landsat en mand på Månen og fået ham sikkert ned igen. Det lykkedes jo også, ved vi nu.

Månen venter
Det lykkedes for USA i februar 1962 at foretage kredsløb om Jorden. John Herschel Glenn hed herren der i Friendship 7 foretog 3 kredsløb om Jorden i rumskibet af typen Mercury. Senere blev der foretaget 3 opsendelser mere, den sidste i 1963. Men USA havde allerede i 1961 indset, at man med Mercury rumskibene ikke kunne få den erfaring, der skulle til for at komme til Månen. Derfor opfandt man Gemini kapslerne, der kunne indeholde to personer ad gangen. Denne type blev opsendt hele 12 gange, hvoraf kun de to første var ubemandede. Nu blev alt afprøvet. Hvordan er det at spise, sove og arbejde i et meget lille rum i vægtløs tilstand var nogle af de mange spørgsmål NASA fik svar på. Desuden fik NASA afprøvet sammenkoblinger af fartøjer, hvilket også skulle være en del af det at komme til Månen.

USA begyndte nu også, som Sovjetunionen havde gjort for 3 år siden, at sende sonder mod Månen. De fik navnet Ranger. Som Sovjetunionens sonder fik USA's heller ikke noget ud af de første, der blev sendt afsted. Først med Ranger 7 fik de billeder fra Månen og der blev afsendt to Ranger-sonder mere, der også var succesfulde. Herefter blev de afløst af Lunar Orbiter-sonderne, der fotograferede hele Månen, så NASA fik et landkort over den til brug for selve månelandingen.

Ikke kun Månen måtte finde sig i at få besøg af sonder fra USA og Sovjetunionen, men også vores naboplaneter Mars og Venus. Den amerikanske sonde Mariner 2 fik i 1962 aflivet myten om, at Venus skulle være vort solsystems paradis, da den foretog en succesfuld rejse dertil og ligeledes blev vores forestillinger om Mars aflivet, da Mariner 4 to år senere rejste derud. Sovjetunionen forsøgte også med rejser til Mars, men desværre mislykkedes alle.

I Marts måned 1965 kom Sovjetunionen endnu engang før USA. Det skete da kosmonauten Leonov fra rumskibet Vosjod 2 "gik" udenfor rumskibet i hele 20 minutter. Men USA slog dem med et minut tre måneder senere.

Dette var sidste gang at Sovjetunionen havde et forspring til USA. USA havde indhentet og endog fået et lille forspring overfor Sovjet. Dette skyldes en, for Sovjetunionen, ligeså tragisk ulykke som Challenger-katastrofen var for USA. Et nyudviklet rumfartøj med navnet Soyuz 1 kom under landing den 24. april 1967 ud af kontrol og faldskærmene, der skulle bremse fartøjet, blev viklet ind i hinanden. Kosmonauten blev dræbt ved nedslaget og ulykken stoppede de sovjetiske rumforsøg i over et år.

Så begyndte forsøgene med det rumskib, der skulle til Månen endelig i starten af 1967. Det var dog ikke nogen succes. Tre amerikanske astronauter blev dræbt, da deres kapsel brød i brand under en nedtælling, og dette førte til et stop for bemandede rumflyvninger i 18 måneder. USA fortsatte dog, i modsætning til Sovjetunionen, de ubemandede flyvninger. Først i slutningen af 1968 blev der foretaget en bemandet flyvning og herefter blev det besluttet, at nu skulle det være.

I mellemtiden foretog Sovjetunionen ubemandede rejser til Månen med fartøjer kaldet Zond. De fleste af disse rejser var succesfulde, og Sovjetunionen var klar til at sende bemandede fartøjer til Månen. Desværre, for dem, var det i 1970, og da havde USA jo allerede været på Månen.

Generalprøven på Månelandingen blev foretaget af Apollo 10 med astronauterne Thomas P. Stafford, John W. Young og Eugene A. Cernan i maj 1969. Rumskibet blev sendt i kredsløb om Månen og landingsfartøjet begyndte en landing på Månen. 15 kilometer over overfladen standsede de landingen og fartøjet begyndte en opstigning til rumskibet.

2 måneder senere, den 16. juli 1969, startede Apollo 11 sin rejse mod Månen med besætningen Neil A. Armstrong, Michael Collins og Edwin E. Aldrin. Apollo 11 var delt i to fartøjer, Columbia og Eagle. Columbia var moderfartøjet, der skulle bringe besætningen sikkert til og fra kredsløbet omkring Månen, og Eagle var det fartøj, der skulle lande på Månen. 5 dage senere var Eagle klar til at lande i Stilhedens Hav på Månen, 400.000 kilometer fra Jorden. Eagles landing blev foretaget automatisk, men besætningen opdagede at fartøjet var ved at lande et sted, der var overstrøget med kratere og klippestykker, så kaptajnen, Neil Armstrong, slog automatikken fra og foretog manuelt en sikker landing.

Den 21. juli 1969 klokken 03.56 dansk tid satte Neil Armstrong sin fod på Månen med de nok så velkendte ord: "That´s one small step for a man, one giant leap for mankind." Over ½ milliard mennesker så dette i fjernsynet rundt om på Jorden. Herefter begyndte Neil Armstrong og Edwin Aldrin at opsætte forskellige måleinstrumenter og opsamle "jord"-prøver til forskere på Jorden. Den 21. juli klokken 22.35 dansk tid blev Columbia og Eagle sammenkoblet og prøver og besætning blev overført til Colombia. Derefter blev Eagle sendt mod Månen igen, hvor den blev knust ved sammenstødet, og Columbia fortsatte mod Jorden, hvor en succesfuld landing fandt sted.

USA fortsatte med flere opsendelser til Månen. Apollo 15 medbragte i 1971 en månejeep, som besætningen brugte flittigt. Da Apollo 15 skulle starte sin rejse mod Jorden, blev et kamera på jeepen tændt, og man kunne for første gang se et rumskib starte fra Månen af. Inden Apollo 15 startede udførte astronaut David Scott et interessant forsøg. Han lod en fjer og en hammer falde samtidig, og som Galilei havde forudset, ramte begge dele Månens overflade samtidig. Den sidste bemandede tur til Månen blev udført i december 1972.

Sovjetunionen blev dog ikke slået ud af USA's bemandede månelandinger, men fortsatte derimod med de ubemandede. I september 1970 overraskedes verden igen af dem, da de landsatte Luna 16 på Månen og da den lettede tre dage senere. Sonden havde hentet lidt månesten til analyse, fjernstyret fra Jorden. Var omverdenen ikke overrasket over dette, blev de det da Luna 17 to måneder senere medbragte en månejeep i stil med amerikanernes, dog med den lille forskel, at Sovjetunionens blev styret fra Jorden. Det har været et meget krævende arbejde, da radiosignalerne er cirka 2 sekunder om at komme fra Månen til Jorden og tilbage igen.

Det første møde i rummet
USA og Sovjetunionen mødte for første gang hinanden i rummet sommeren 1975. Projektet fik navnet Apollo-Soyuz Test Project og blev startet allerede i 1972 af den amerikanske og sovjetiske præsident. Mødet foregik mellem en amerikansk Apollo-kapsel og en sovjetisk Soyuz-kapsel. De to kapsler var udformet således at de kunne kobles sammen til et fartøj, i stil med Columbia og Eagle under månerejsen. Den 17. juli 1975 blev de to fartøjer sammenkoblet og amerikanske astronauter gav hånden til sovjetiske kosmonauter og omvendt. Den egentlige tanke med projektet var, at de to nationer skulle kunne komme hinanden til undsætning i krisesituationer, men projektet blev egentlig mere et symbol på fred.

Rumfærger og planeter
Challenger, Columbia, Discovery og Atlantis hed de fire rumfærger, der i små ti år udførte 25 missioner til rummet og tilbage igen. Rumfærgernes historie begyndte allerede i starten af 1970erne, da man indså det enorme ressourcespild der var. Ved en opsendelse til for eksempel Månen fik man kun kapslen med besætningen tilbage, og den var ubrugelig. Derfor arbejdede man sig frem til et genbrugelig rum-transportmiddel og det blev rumfærgen. Her er det kun den store brændstoftank, der ikke kan genbruges.

Den første rumfærgeopsendelse fandt sted den 12. april 1981, efter 2 dages forsinkelse, med rumfærgen Columbia, men der havde været forsøg med en prototype, Enterprise, siden 1977. En rumfærge kan bruges til at sætte satellitter i kredsløb, men den kan i ligeså høj grad bruges til at reparere satellitter, der ikke virker mere. Rumfærgerne kan også bruges som "skraldevogne", der kan fjerne ikke virksomme satellitter og vragrester fra gamle raketter. Dette for at undgå kollision, da der kan ske betydelig skade ved et møde med en lille vragdel, der har en hastighed på mere end 30.000 km/t!

Mange sonder til udforskning af vort solsystems planeter blev opsendt af USA i 1970erne. Ikke mindst Pioneer- og Voyager-sonderne har bidraget med vigtig information om de ydre planeter. Disse sonder er stadig virksomme og kommer stadig med lærerigt stof til os. Efter månerejserne har NASA ikke haft den store mængde penge til rådighed, så i løbet af 1980erne har det været tæt på at droppe forbindelsen til disse sonder. I sidste øjeblik er det dog lykkedes at finde den økonomiske bistand til at holde forbindelsen.

Både rumfærger og raketter kan tage æren for alle de satellitter, der kredser rundt over hovedet på os. Der findes satellitter til TV og radio til telefon, vejrsatellitter, spion, militær og mange flere. Her har både USA og Sovjetunionen været mest aktive, men også nye modspillere i rumkapløbet, som det europæiske Ariane, begyndte fra 1979 at sende satellitter op for europæerne. Ariane har ikke før midten af 1980erne haft nogen særlig betydning i det rumkapløb, der fandtes mellem USA og Sovjetunionen.

Challengers endeligt
Tirsdag den 28. januar 1986 klokken 17:39:13 dansk tid sker katastrofen, der vil huskes af NASA for altid. Syv mænd og kvinder bliver dræbt, da Challenger, af NASA kaldet 51-L, eksploderer 73 sekunder efter start på rumfærgernes 25. tur. Det sidste ord, der kom fra Challenger var Michael Smiths "Uh-oh!" Challenger var den rumfærge, af de fire, der havde fløjet flest ture, 9 i alt. Tilskuere, der så det ske, forstod ikke først hvad det var, der var sket. Challenger skulle få sekunder senere have afskudt sine to løfteraketter, og mange troede, om end det skete lidt voldsomt, at det var det, der skete. TV-speakeren, der kommenterede opsendelsen, fortsatte roligt med at fortælle højde, fart og tilbagelagt afstand. Teknikere i kontrolrummet spurgte undrende hinanden "Where in hell is the bird?" , indtil sandheden gik op for dem, da der på radarskærmen pludselig var for mange rumfærger. "Obviously, a major malfunction" , var den umiddelbare kommentar til publikum fra kontrolrummet, mens pårørende til besætningen skyndsomt blev kørt væk fra Kennedy Space Center.

Katastrofen var et chok for alle amerikanere og mange rundt om i verden. Der kom medfølende udtalelser fra både paven og Sovjetunionen. Den sovjetiske radio spillede amerikanske plader og Sovjetunionen ville opkalde to nyopdagede kratere på Venus efter de to kvinder på Challenger. Overalt i USA begyndte folk at græde, og mange sammenlignede katastrofen med mordet på præsident Kennedy.

Den egentlige og afgørende grund til at Challenger eksploderede var, at en af løfteraketterne brændte igennem og satte ild til brændstof, der eksploderede. Men hvorfor brændte den igennem og hvorfor var det ikke sket på nogle af de andre rumfærger? For at få svar på det, skal man også se på det tidspres NASA led under i midten af firserne.

NASA havde mange rumfærgeopsendelser i midten af 1980erne, og mange af opsendelserne lå så tæt, at der simpelthen ikke måtte opstå forsinkelser. Dette skete nu alligevel med den rumfærge, der skulle sendes afsted før Challenger. Columbia skulle have været afsendt i december 1985, men på grund af en del tekniske problemer blev opsendelsen udsat mange gange og fandt ikke sted før i januar 1986. Derfor måtte Challenger hurtigt afsted, hvis tidsplanen skulle holdes. Desuden var der det problem, at NASA var ved at tabe ansigt overfor offentligheden, fordi Columbias opsendelse havde været udsat så mange gange, og derfor måtte det samme ikke ske med Challenger.

Et andet problem der var den morgen, var is. Is var normalt ikke et problem så langt mod syd, hvor Kennedy Space Center lå, men temperaturen lå et godt stykke under 0 grader. Derfor havde NASA om natten ladet vandet i vandrørene og brandhanerne løbe så det ikke frøs fast, hvorved der var is både på rumfærgen, men også på selve tårnet, der holdt rumfærgen. De problemer har haft en rolle i hele det forløb, der fik Challenger til at eksplodere, og som ledte frem til den fejlagtigt lavede samling mellem de to raketter, der så brændte igennem.

En kommission blev nedsat og skulle på 120 dage finde årsagen til katastrofen. Kommissionen fandt blandt ud af, at Challengers besætning efter al sandsynlighed ikke blev dræbt ved selve eksplosionen, men først da deres kapsel ramte havet! Man havde i kapslen fundet brugte nødilt-forsyninger og havde regnet ud, at der netop var brugt ilt i den tid, som det tog for kapslen at nå havet. Besætningen er så blevet dræbt ved mødet med havet. Det er dog mest sandsynligt, at besætningen har været bevidstløs og derfor ikke har kunnet "se" døden i øjnene.

Konklusion
Challengers eksplosion den 28. januar 1986 var et chok for hele verden. Ikke før i rumfartens historie var der dræbt så mange på en gang, og slet ikke en civil. Skolelæreinden Christa McAuliffe var blevet valgt til, fra rummet, at undervise børn og var derfor ombord på Challenger.

Challenger-katastrofen førte til et øjeblikkeligt stop for opsendelser af rumfærger, men da NASA havde en lang ordreliste, måtte de nedbringe ordrelistens længde ved hjælp af "gammeldags" raketter. Heri havde de ikke succes. NASA rådede over to typer raketter, og maj 1986 eksploderede den ene type og den anden type måtte bringes til eksplosion i juni samme år. USA måtte i gang med både at undersøge og forbedre rumfærgerne, men også de to rakettyper.

I 1970erne havde NASA indstillet sig på, at alle opsendelser fremover skulle foretages med rumfærger. Challenger-katastrofen bevirkede, at alle rumfærger ikke kunne bruges midlertidigt, og da NASA forsøgte sig med raketter, gik det også galt. Derfor var den store rumfartsnation nødt til at holde pause for en tid.

I forholdet til Sovjetunionen har Challengers eksplosion ikke haft nogen betydning. Det egentlige kapløb om rummet, der fandtes i 1960erne, forsvandt da USA havde været på Månen. Et kapløb om at komme først til de ydre planeter, har aldrig kunnet lade sig gøre, da Sovjetunionen tilsyneladende aldrig har forsøgt eller interesseret sig for at forsøge. I firserne har der været en svag antydning af et kapløb om at komme først med en rumstation. USA kom ikke så langt med deres planer, men Sovjetunionen fik lavet deres Mir.

Afsluttende bemærkning
USA, ved vi nu, har fortsat med rumfærgeopsendelserne, ikke mindst med erstatningen for Challenger, Endeavour. Sovjetunionen derimod findes ikke mere, og Rusland, som har overtaget det mest af det gamle Sovjetunionens rumaktiviteter, har store økonomiske problemer.

Det næste store skridt, som USA og NASA tager, bliver en bemandet rejse til Mars. Hvornår og hvordan dette vil finde sted er uvist. Jeg tror, at USA og Rusland vil samarbejde om et sådant projekt. Begge nationer har eksperter og erfaring fra tidligere rejser, både til Månen, men også til andre planeter i vort solsystem. Der er også en mulighed for at samarbejdet kommer til at omfatte Den Europæiske Rumorganisation - ESA, hvis erfaring og ekspertise også kan komme en rejse til Mars tilgode. Dette projekt har lært mig en hel del om Challenger-katastrofen, meget jeg ikke vidste i forvejen, og ikke mindst bogen "Challenger - Et Teknisk Uheld" har været meget interessant læsning, og er en anbefaling værd.

Litteraturliste
Claus Jensen, Challenger - Et Teknisk Uheld, Samleren 1993
Harald Aaen, Rummets Udforskning, Dafolo Forlag 1990
Peter Bond, Heroes In Space, Basil Blackwell Ltd 1987
Richard S. Lewis, Challenger - The Final Voyage, Columbia University Press 1988
Joseph P. Allen, Entering Space, Stewart, Tabori & Chang, Inc. 1984
På Rejse I Universet, Rejsemål: Stjernerne, Det Ny Lademann A/S 1992
På Rejse I Universet, Fremtidens Rumrejser, Det Ny Lademann A/S 1991
På Rejse I Universet, Stjernerne, Det Ny Lademann A/S 1991
Videnskabens Verden, Solsystemet, Bonniers Bøger 1986
Bent Henius, Tak Måne, DR/TV 20. juli 1989
Robert Nortshield, Det Første Menneske På Månen (Man On The Moon), TV 2 juli 1989
Lademanns Leksikon, Lademann 1972-1981
Rumfartsorientering, Rumfartsredaktionen ApS 1980


Denne side er ajourført 6. april 1997 klokken 16.58